Nyt medlem: COWI
COWI er en stor dansk rådgiver, der har en helhedsorienteret tilgang til rådgivning. Ekspertiserne spænder bl.a. over ingeniørkunst, miljø og samfundsøkonomi. Virksomheden har mere end 90 års erfaring som rådgiver, og de mere end 6.000 ansatte har konstant gang i mere end 10.000 projekter, nogle nationale og andre internationale.
Om indmeldelsen i foreningen fortæller COWI:
COWI arbejder og har i mange år arbejdet for fremme af fjernvarmeløsninger og nu også aktiv energirenovering af boliger, hvor selve bygningernes forsyning tænkes ind som en del af det samlede smarte energisystem. Fra forbrugere til prosumere, der udgør aktive komponenter i energissystemet.
I et termonet er denne tankegang særlig relevant, fordi kombinationen af opvarmning og køling medfører, at forbrugeren også bliver producent. Om vinteren aftages varme fra jorden ved hjælp af jordvarmepumper, mens der afgives varme til jorden om sommeren. Enten ved at køle huset eller ved at levere overskudsvarme fra solpaneler til termonettet.
I foreningen glæder vi os til at samarbejde med COWI. Både om de ingeniørmæssige, de miljømæssige og de samfundsøkonomiske aspekter ved termonet som løsning.