Miljøstyrelsen er nyt medlem
Foreningen kan i dag byde velkommen til Miljøstyrelsen som nyt medlem af foreningen. Miljøstyrelsen så dagens lys i 1972 og har siden da arbejdet for at holde styr på Danmarks miljø. Det sker bl.a. igennem administration af love og bekendtgørelser, der regulerer området. Når der skal etableres et termonet vil der altid skulle indhentes en tilladelse efter jordvarmebekendtgørelsen. Det er også på denne baggrund at Miljøstyrelsen har valgt at melde sig ind i foreningen, som Søren Frederik Andersen, der repræsenterer Miljøstyrelsen forklarer:
Miljøstyrelsen vil gerne være med i foreningen for at få et indblik i de problemstillinger medlemmerne møder i praksis og i forbindelse med jordvarmebekendtgørelsen.
Og for at kunne få nem adgang til ny viden på jordvarmeområdet som det kan være der skal tages højde for i revision af bekendtgørelsen.
I foreningen glæder vi os til at samarbejde med Miljøstyrelsen om at belyse de problemstillinger der kan være ved at skulle indhente en tilladelse via en bekendtgørelse, der overvejende er udarbejdet til at håndtere individuelle jordvarmeanlæg.