Copa Solar er nyt skandinavisk medlem
Den svenske virksomhed Copa Solar, er foreningens første medlem, der ikke er hjemmehørende i Danmark. Copa Solar har specialiseret sig i PVT-paneler, der både producerer strøm og varme, fra det samme panel. Ved at opsætte et PVT-panel kan man ifølge virksomheden få 20% mere strøm og samtidig producere op til seks gange så mange kW varme, som man producerer kW strøm. Copa Solar har derfor haft gode resultater med at konvertere PV-parker (solcelle parker der udelukkende producerer strøm) til PVT-parker. Derudover arbejder virksomheden også med energilagring.
I foreningen glæder vi os til at samarbejde med Copa Solar om at skabe opmærksomhed på PVT-paneler som en mulig energikilde til termonet. Især i de tilfælde hvor en landsby planlægger en solcellepark, er det relevant at overveje om det kan give mening at opsætte PVT-paneler og etablere et termonet samtidig.