Lejre Lokalvarme a.m.b.a. og Sustain indgår samarbejdsaftale om stort termonet
Foreningen glæder sig over at kunne læse, at to af vores medlemmer, Lejre Lokalvarme A.m.b.a. og rådgivervirksomheden Sustain, har indgået et betydningsfuldt samarbejde om etableringen af et termonet i Gevninge. Samarbejdet, der blev annonceret d. 20. februar 2025, indebærer, at Sustain overtager den styrende projektledelse for udviklingen af termonettet, der forventes at koste ca. 120 mio. kr. og servicere op til 650 brugere i byen.
Aftalen indebærer at Sustain får op til seks måneder til at udarbejde oplæg til brugerøkonomi, kundekontrakter, bygge- og driftskontrakt samt finansieringsmodeller. Sustain bærer det fulde ansvar for omkostninger og risici i projektudviklingen. Når oplægget er færdigt indgår Lejre Lokalvarme aftaler med forbrugerne og på tager sig en varmeforsyningsforpligtelse i anlægsperioden, der forventes at starte omkring 1. november 2025.
Ud over Gevninge, så dækker Lejre Lokalvarme også byerne Kirke Hyllinge og Kirke Såby. Her arbejder man for at nye udstykninger i byerne bliver født med termonet, og håber på at man inden længe også kan komme videre med konverteringsprojektet i disse byer.
Foreningen glæder sig over dette vigtige skridt Lejre Lokalvarme og Sustain har taget, for at etablere projektet, der pt. har udsigt til at blive Danmarks største. Vi ser frem til at følge projektet og opsamle den læring, der vil udspringe heraf.
Læs mere om samarbejdet her:
Nyhedsbrev fra Lejre Lokalvarme
Pressemeddelelse fra Sustain
Omtale fra Sjællandske Nyheder