Indmeldelse: Varup Termiske Boringer
Lodrette jordvarmeboringer er en energikilde, der anvendt i mange af termonet, der allerede er etableret. Det skyldes især at boringerne kræver meget lidt plads i overfladen, hvor diameteren på boringen kun er omkring 16 cm. Dybden derimod kan være helt op til 300 meter. I undergrunden skal man ikke mange meter ned før temperaturen er rimelig konstant, og det gør lodrette jordvarmeboringer velegnede som energikilde til både varme og køling.
Men at lave meget dybe boringer i en lille diameter er ikke noget man bare gør. Borefirmaet Varup Termiske Boringer har specialiseret sig i at lave lodrette jordvarmeboringer. Firmaet er indehaver af flere borerigge, der har dobbelt rotation, som sikrer at jordvarmeboringerne kan etableres med den størst mulige beskyttelse af grundvandet.
Varup Termiske Boringer drives af Jan Varup, der har mere end 30 års erfaring med boringer af forskellige typer. Selvom firmaet er specialiseret i de lukkede boringer, er han også klar til en snak om udførelse af åbne boringer.
Termonet er ikke nyt for Varup Termiske Boringer, der i skrivende stund har været udførende boreentreprenør på seks termonet. Foreningen glæder sig til samarbejdet om at videreudvikle de lodrette jordvarmeboringer som energikilde til termonet.