Sydstevns Energifællesskab vil dele den første strøm og etablere deres første termonet i 2025
D. 10. april var der generalforsamling i Sydstevns Energifællesskab. Sjællandske Nyheder har rapporteret fra generalforsamlingen i en artikel med titlen: Vi skal blive ved med at tage næste skridt. I foreningen har vi haft fornøjelsen af at have Sydstevns Energifællesskab som medlem siden oktober 2024, og vi følger løbende med i deres aktiviteter, der bl.a. rummer en ambition om at levere lokalproduceret el og varme til kostpris, organiseret i energifællesskabet. På generalforsamlingen løftede man sløret for en ambitiøs aktivitetsplan, der bl.a. byder på etableringen af det første termonet, solceller på det første store tag, tilbud om opladning af elbiler, mm.
En række af foreningens øvrige medlemmer er engageret i arbejdet omkring realiseringen af de ambitiøse planer. Artiklen nævner konkret EBO Consult, der rådgiver energifællesskabet, vores søsterforening Energifællesskaber Danmark, der organiserer og fremmer arbejdet med energifællesskabet, og Stevns Kommune der er andelshaver i Sydstevns Energifællesskaber og bakker op om visionerne.
Foreningen ønsker Sydstevns Energifællesskab god vind i sejlende det kommende år, og vi glæder os til at høre mere om planerne for etablering af det første termonet i regi af energifællesskabet.