Geoenergi 2016 – Kortlægning af mulighederne for geologisk varmelagring i Danmark
Efter gennemførsel af det første projekt, Geoenergi 2011 – Få bedre indblik i jordens varmeledningsevne, der undersøgte jordens varmeledningsevne, koncentrerede det andet projekt sig om kortlægning af mulighederne for geologisk varmelagring i Danmark.
Beskrivelse af projektet
Med støtte fra statens Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) er der udført en første landsdækkende kortlægning/screening af mulighederne for geologisk varmelagring. Projektet tager udgangspunkt i eksisterende geologiske data og viden samlet i de nationale databaser hos GEUS. De geologiske forhold af betydning for varmelagring kobles med oplysninger om fjernvarmeværkernes beliggenhed og andre relevante arealinteresser som f.eks. områder med særlige drikkevandsinteresser. Det giver en screening af de naturgivne muligheder for at opføre geologiske varmelagre i forskellige dele af landet. Det er endvidere undersøgt, hvordan et givet varmelager opfører sig under forskellige geologiske forhold. Ved modelberegninger anslås lagerets forventede kapacitet, ladehastighed og tab af den lagrede varme. I projektet er udviklet et web værktøj (Muligheder for varmelagring) til screening af det geologiske potentiale for etablering af BTES (borehulsbaseret varmelager) eller ATES (grundvandsbaseret varmelager).
Følgende organisationer har været partnere i projektet:
GEUS, VIA University College, PlanEnergi, Institut for Geoscience (Aarhus Universitet), Brædstrup Fjernvarme
Dernæst havde projektet tilknyttet følgende industripartnere:
Aalborg Portland, HOFOR, Aalborg Kommune
Projektet har en hjemmeside, hvor der kan findes meget mere information:
https://hs.geoenergi.org/index.shtml
Du kan også gå direkte til værktøjet “Muligheder for varmelagring” her:
https://data.geus.dk/geusmap/?mapname=varmelagring
Projektet i relation til Termonet Danmark
Resultaterne fra dette EUDP støttede projekt giver de danske termonet-interesserede aktører mulighed for at søge indsigt i, hvor i Danmark der kan sæsonlagres varme i den øvre undergrund (ca. 0-300 m u.t.).
Energilagring i form af varme (enten ved opvarmning af selve jordlegemet eller grundvand) kan også i flere henseender være relevant at kortlægge for Termonet Danmarks medlemmer, da lagring af overskudsvarme potentielt kan styrke termonet-konceptet yderligere. Offentligt tilgængelige data i det dedikerede web værktøj for varmelagringspotentiale dermed sammenstilles til også at vurdere hvor klynger af jordvarmeboringer etc. potentielt kan udgøre energikilde og varmelager.